Landevejen: en kriminalhistorie

Vinden blev stærkere og sneen skar sig ind i kinden på ham. Ham klatrede stadig op ad skråningen op mod det røde skilt, men uden at kunne se en meter forude. Han gled og landede ned på sin højre skulder, igen. Denne gang udbrød han et endnu højere skrig og de små bygninger omkring ham gav et lille ego, som skar sig igennem sneen og lige ind i hans øre. Efter dette fald rejste han sig hurtigt op, i forhold til faldet før. Nu var han ved at blive træt, så nu tog han sig sammen og kæmpede sig op ad skråningen. Da han var kommet op til røde skilt, fulgte han den landevej han var kommet fra. Han gik og gik, stadig med ansigtet vendt nedad, så sneen ikke kunne skære ham ind i øjnene. Engang imellem kiggede han dog op, men kun for at se om der var byer eller bygninger i nærheden af ham, som han kunne søge læ i. Han synes lige pludselig, at han kunne høre en lyd, og kiggede sig derfor bagud. Han kunne se et lys blive stærkere og stærkere, og til sidst kunne lyset næsten opvarme ham. Han vendte sig og stak sin blodige, små ødelagte, store tummelfinger op af lommen, for at se om han kunne få et lift. Bilen stoppede foran ham. Det var en gammel, rød og stor Jeep, med firhjulstræk. Der sad to mænd inde i bilen, og den ene åbnede bagdøren og sagde hop ind, mens han gjorde et lille ryk med hovedet. Han satte sig ind på bagsædet, og de to mænd kiggede på ham og sagde på samme tid chokkende: ”WOUW”. ”Hvad er der sket med dig?”, spurgte den ene mand med en lidt nedladende stemme. ”Jeg kørte galt for et par timer siden”, svarede han med en stille og rolig stemme. ”Din arm er jo gået helt i stykker, hvorfor ringede du ikke efter en ambulance?”, spurgte den anden mand. ”Min mobil telefon er i stykker og jeg har ingen penge til en telefonboks”, svarede han. ”Hov det havde jeg nær glemt, jeg er kriminalkommissær Trundur, Lars Trundur”, sagde den manden ved førersædet. ”Og jeg er kriminalassistent Jesper Gislevsen”, sagde manden ved passagersædet. ”Hvem er du så?”, spurgte han bagefter. ”Mit navn er Stephan Mikkelsen, og jeg på vej til Aalborg”, svarede han. ”Det er vi jo også, så skal vi køre?”, spurgte kriminalkommissær Trundur med en frisk og klar stemme. Stephan og Jesper kiggede på hinanden og nikkede derefter til Lars.