Jeg mener, at det er okay at pace sit barn, så længe det ikke bliver belastende for barnet. Hvis det går over i at blive belastende for barnet, kan det ødelægge barndommen, eftersom man konstant føler sig presset for at gøre det godt, og ikke kan slappe af i frygt for at skuffe forældrene.
Som det står i artiklen er det nødvendigt, at forældrene pacer dig, og går op i det du laver. Hvis ikke der er nogen bag dig, der bakker dig op eller pacer dig, så er vejen til succes stort set umulig, i det du skal klare det hele selv og tage ansvaret for, at du hele din barndom, får gjort det der skal til.
Snakker af erfaring
Da jeg var barn var mine forældre også meget inde over min sport. Jeg gik til svømning, og mine forældre gjorde alt for at jeg skulle få de bedste træningsfaciliteter, og min far hundsede rundt med mig konstant. De første mange år var det okay. Jeg nød, at mine forældre altid var med mig rundt og jeg elskede at svømme, så at mine forældre var så meget inde over det var fantastisk.
Men i løbet af årene blevet det mere en pine end fornøjelse. Jo længere jeg kom ind i teenageårene, jo mere begyndte jeg at blive interesseret i, at være sammen med vennerne og bare have det sjovt. Det var ikke noget mine forældre var glade for. Selvom jeg stadig passede min træning, så kunne mine forældre godt mærke, at det ikke interesserede mig så meget som det plejede. Uden at lyde utaknemmelig for alt det mine forældre gjorde for mig, så kan jeg godt sige at det formentlig var deres skyld, at jeg mistede interessen.
Det er gratis at oprette en konto