Rygter om Morten: en fortælling om sladder og ærlighed

Jeg ved godt at jeg ikke bare kan glemme det der er sket, uanset hvor meget jeg prøver. "Hvad svarede du?" spurgte jeg med en rusten stemme."Jeg sagde at det ikke var mig han skulle spørge om det"Jeg er glad for at hun ikke sagde at det passede. Hvis folk vil vide sandheden kan de jo selv komme hen og spørge mig. Jeg synes det er utrolig latterligt at folk skal snakke bag min ryg i stedet for at snakke med mig.Jeg tænder en smøg til for at kunne slappe mere af. Jeg er så nervøs at jeg næsten ikke kan få tændt min lighter. Hvad nu hvis folk finder ud af det? Vil de hade mig? Der er så mange tanker der kører rundt lige nu. "Fuck, timen er startet, vi kommer forsendt" Sagde Lisa.Jeg slukkede min smøg og skyndte mig ind sammen med Lisa. Læren ser sur ud da vi braser ind af døren. Hun siger ikke noget og hendes blik følger os helt ned til vores pladser, nede for enden i lokalet. Da vi har sat os begynder hun at snakke igen, og man kan hører at folk begynder at viske, og kigger underligt ned på mig. Jeg ved de sidder og snakker om det og tænker på at det er rigtigt. Jeg prøver at følge med i det som læren, men det er svært når folk sidder og griner, især når jeg ved at det er mig de griner af. Jeg rejser mig op og uden at tænke over det ryger ordene ud af munden på mig. "Kan I ikke vente med at bagtale mig, til at jeg ikke er her?!" Jeg skynder mig ud af klassen. Jeg kunne ikke tage hjem, så efter en time tog jeg tilbage på skolen og min lærer vil have at vi alle skulle snakke om hvad der er sket. Jeg stod der foran hele klasse, og skulle fortælle om rygterne var sande. Jeg kan jo ligeså godt være ærlig, så der ikke er mere i det."Jeg ved i går rundt og snakker om, at jeg har haft et forhold seksuelt med Morten" siger jeg .Jeg tror ikke at jeg er helt klar over at jeg siger det højt. Det må være så flovt for Morten som sidder nede bagved i klassen. Jeg kan også se at han begynder med at blive helt rød i hovedet. "Og jeg kan lige så godt sige at ja det har jeg." Jeg kan hører at folk begynder med at grine. Jeg ser at Morten rejser sig op og går. Inden han går ud af døren siger han "Det er godt at du kan sladrer din luder!" Jeg kan mærke en tårer på min kind. Jeg græder! Jeg plejer aldrig at græde og især ikke foran andre. Det næste jeg husker er at jeg ligger i skolens sofa, og Lisa sidder der sammen med mig."Hvad skete der?" Spørger jeg forvirret."Du besvimede og alle folk styrtede hen til dig" siger Lisa beroligende.Lige pludselig ser jeg at folk kommer hen til mig, og spørger om jeg er okay. Der er mange der siger undskyld, og fortæller at de synes at jeg er blevet uretfærdigt behandlet.Tænk at folk bekymre sig om mig. Jeg troede at de fleste hadet mig, men har åbenbart taget fejl. Jeg føler mig virkelig værdsat, og har fået et helt andet syn på folk. Den her dag vil jeg huske resten af mit liv. Har altid troet at folk synes at jeg var en taber og klam, men efter i dag har jeg virkelig indset , at selvom at man ikke snakker så godt med folk, vil de stadig være der for en.