At være bundet på hænder og fødder

Jeg så ned på mine hænder. Så alle arne, de ar som aldrig ville forsvinde. De ville måske blive mindre utydelige på et tidspunkt, men aldrig gå helt væk, hverken psykisk eller fysisk. Jeg tændte for det kolde vand, så hvordan det strømmede ud for vandhanen og ned på mine hænder. Jeg tog hovedet ned til vasken, og puttede noget vand i ansigtet, rejste mig igen og så mig selv i det lille spejl, som hang over vasken. ‘Hvor ser jeg dog ud,’ tænkte jeg. ‘De sorte rander under øjnene, efter for lidt søvn de sidste par år, de alt for tynde arme, skuldre og bryst, de meget tydelige kindben. Ja lad mig sige det på en nemmere måde, jeg lignede et skelet.’ Jeg gik hen til toilettet og slog brættet ned. Da jeg satte mig, kun- ne jeg mærke kulden, fra brættet gå igennem mine tynde natbukser. Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjne. ‘Bare et øjeblik,’ tænkte jeg.

‘Tag din bluse af.’ Jeg så ham tydeligt foran mig. Han sad i sin hvide undertrøje, med gammelt kødsovs ned af maven, som bulede mere ud, end de fleste mænd på hans alder. Han havde sine grå underbukser på, heldigvis dem som gik ned til midt på låret, og så sin sorte morgenkåbe, selvom det var sent om aftenen. Jeg stod foran ham da han sagde: ‘Tag så den bluse af forhelved,’ Det som om at være bundet på hænder og fødder, jeg kunne ikke gøre andet, jeg turde ikke at gøre andet, jeg var jo kun tretten, så jeg tog fast nede i kanten af min natbluse og trækkede den stille op over hovedet. ‘Også den anden der.’ Han mente min undertrøje. Jeg tog den af. Nu stod jeg kun iført natbukser og BH. ‘Kom herhen.’ Han rettede sig op i sofaen, så han sad mere ret op. Jeg gik stille hen imod ham, med små og forsigtige skridt. Det var nu det værste begyndte, det var det her jeg hadede mest. Da jeg nu stod helt foran ham, tog han sine hænder om på mig ryg og åbnede min BH. Han tog stille stropperne af mine nøgne skuldre, han smed BH’en på gulvet bag mig. Han begyndte at køre sin klamme svedige hånd rundt i cirkler på min ryg. ‘kom og sæt dig her på fars skød, du ved jeg ikke gør dig noget...’