Hun rakte langsomt hånden frem og Madelin greb den. Så snart at de 2 håndflader mødtes, bredte sig en varme, som langsomt forvandlede sig til en tryk og behagelig følelse. Madelin kunne mærke hånden dunke og hun kunne se de udspilede blodåre i morens hænder. Hænder som med tiden var blevet slidte og dvaske, hænder som engang havde rørt, studeret og følt en masse nye ting, hænder som nu var ved vejens ende.
Madelin løftede blikket fra de gamle hænder og kiggede nu direkte ind i de matte og søvnige øjne. Ned af morens pande, sad en masse små dråber, det var tydligt at se, hvor meget hun kæmpede for livet, hun kæmpede en brag kamp, men det var ikke nok. Efter blot et par minutter gled de matte øjne i, sveddråberne forsvandt og hånden knugede sig ikke længere til Madelin. Hun havde for blot få minutter siden følt, at hun havde hele morens liv i sine hænder og nu var det bare forsvundet, lige så hurtigtig som snefnug falder fra himlen.
Hun slap morens hånd og lagde den forsigtig over hendes bryst. Hun gik ud til hønsegården og ind gennem laden, hvor hun fandt et gammelt tæppe, der engang var blevet brugt til de små kattekillinger, men som nu bare lå øde og forladt i den gamle lade. Hun greb tæppet, tog det med ind og lå det over morens døde krop. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde ingen til at forsørge sig og hvis naboerne fandt ud af det, ville hun ende på fattiggården, sammen med de gamle, syge og pestsmittede mennesker.
Det er gratis at oprette en konto