Tabet i krigen

Så sad jeg igen her sammen med min mor, Jennifer. Mor havde lavet min yndlingsret, men det gjorde mig ikke glad, for her sad jeg igen uden min far og storebror, de var med i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig i krigen var de blevet sendt afsted sammen med de andre fra modstandsbevægelsen, far havde lovet mig, at han ville komme hjem, men de kom aldrig, vi ved ikke, om de er døde eller taget af det tyske politi, når jeg ligger og drømmer i min seng om natten, har jeg også tænkt, at de er blevet taget til fange og derefter blevet henrettet.Min mor tænker stadig tit på dem, hun siger det ikke, men jeg kan mærke på hende, når vi sidder ved spisebordet. Vores stole er lavet af træ, med en fin gul dug, lysestagen har min mor arvet af sin far. Jeg elsker vores stue, jeg syntes den ser så hyggelig ud.

Den dag far og Jake, valgte at tage afsted sad vi ved spisebordet, vi sad altid der når vi var sammen. Jake hedder min storebror.Det er nu et halvt år siden, de rigtigt skulle være kommet hjem, præcis i dag et halvt år siden vi fik af vide, de skulle komme hjem, men den dag kom aldrig.Jeg vil gerne komme videre, men det er svært for mig, når min mor hele tiden minder mig om dem, som f.eks. i dag, da hun har dækket op til os alle fire, jeg, mor, far og storebror Jake.Jakob sagde min mor ”I dag syntes jeg, vi skal tage pænt tøj på for, at mindes din far og Jake” Jeg forstod ikke rigtig, det havde hun aldrig sagt før. Tænkte jeg. Men jeg gjorde det, fordi hun sagde det. Min mor snakker ikke så tit om dem. Men så når hun går, spørger hun mig, hvorfor mon de aldrig kom. I min klasse er jeg ikke den eneste, der har mistet nogen, min bedste ven har familie i Tyskland, dansker men bor bare i Tyskland, hans bedste forældre blev skudt.Mor sad bare der ved siden af mig. Hun havde stillet maden klar på bordet, lige kommet ud af ovnen. Det duftede vidunderligt, jeg kunne næsten ikke holde mig tilbage, ventede bare på mor sagde jeg måtte begynde, men det så ud som om vi ventede på nogen, hun sad bare, og kiggede ud i luften, vi førte ikke en samtale under hele middagen. Jeg syntes det var en mærkelig følelse. Jeg vidste jo ikke, om jeg skulle sige noget.Jeg tænkte der var noget galt, hun plejede som regel ikke at være sådan, jeg blev nervøs, bange på min mors vegne.Tankerne gik frem og tilbage, jeg vil gerne give slip på fortiden, men vil heller ikke glemme min far og Jake, alle de minder vi havde sammen, det var dejligt. Når min far og jeg kedede os eller var alene hjemme, sløsede vi altid for sjovt.Efter vi havde spist gik mor ud i gangen, hun hentede noget, i hånden gik hun med et brev. Jeg vidste ikke hvad det var, men var nysgerrig, hun sagde, at jeg skulle åbne brevet, hvis jeg havde lyst, og med et brød hun sammen. Lige da vidste jeg godt hvad det var.Mor sagde. ”For godt et måned siden fik jeg den, jeg har ikke selv villet åbne for den før nu, men valgte, at gøre det det her her i morges. Jeg syntes selv du skal du skal læse det, så derfor har jeg ikke ville fortælle dig det i nu. Håber ikke de er vred på mig. Hun gav mig brevet i hånden, jeg valgte, at åbne det og begyndte at læse. I brevet stod der min far og storebror Jake var blevet fanget af det tyske politi, de havde været indespærret i en uge derefter var de blevet henrettet. Brevet havde en af mine fars bedste venner skrevet, Jan var også med i modstandsbevægelsen og blevet taget, men var sluppet fri. Han skrev at han prøvede at få min far og Jake med men det kunne han ikke. Min første tanke efter jeg havde læst brevet, var at jeg endelig fik svar fra hvad der var sket med dem, men en kæmpe sorg.Jeg lagde brevet fra mig og lagde mig på min mors skød.