Soldatens oplevelse i Afghanistan: tabet af en ven

I min stil vil jeg frem til, hvordan det er at miste en ven i krig, hvor mange følelser man har undervejs når man er sendt til Afghanistan. Man bliver psykisk presset, hvis man skal i krig, og det kræver mental styrke at klare det. Men at selvom man har været ude for sådan en skrækkelig oplevelse, kan man altid komme ovenpå igen, selvom man aldrig glemmer det. og selv om man er sådan et stærkt menneske, tager det stadig hårdt på en.

jeg har valgt dette billede, da det med det samme, var det billede der fik flest følelser frem i mig. Man prøver at sætte sig i deres sted, om hvordan det må være, at miste en ven i krig.

Mit berørte jeg

Jeg lægger mine hænder for øjnene, og bøjer hovedet ned mod jorden. Jeg bukker mig ned foran hans støvler. Jeg tænker på dengang, hvor Lars og jeg blev sat på den samme vagt, og vi skulle drage ud i landsbyerne, for at snakke med de lokale talibanere. Vi vandrede ned ad de støvede grusstier, med vores dragt, og vores store støvler, der blev støvet til af grusstiernes snavs. Selvom vi begge vidste, at vi altid skulle være på vagt, var han den eneste, der kunne få mig på andre tanker. Han var den, af de 30 mænd der var blevet udtaget til denne rejse, jeg fungerede bedst med.