Den nobelprisvindende forfatter Svetlana Aleksijevitj har i 1985 skrevet teksten ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, på baggrund af en række interviews fra 70’erne med kvindelige soldater. Da krigshistorier og -oplevelser ofte er fortalt af mænd, kunne man forvente en mere ufølsom fortælling præget af mænds naturlige bombastiske udstråling. Krigslitteratur bliver altså ofte glorificeret og fortalt som helteberetninger. I teksten forsøger skribenten at vise en ny synsvinkel på krig, ved at fjerne opmærksomheden fra det velkendte mandlige perspektiv og vise en mere følsom og feminin side. Det er interessant at kigge nærmere på tekstens balance mellem fiktion og fakta, struktur samt retorik. Strukturmæssigt kigges der på Svetlana Aleksijevitjs sammensætning og komposition af de forskellige uddrag, og hvordan det påvirker læserens syn på fortællingerne. Da teksten drejer sig meget om den følelsesmæssige side af krigen, vil analysen komme ind på skribentens brug af forskellige appelformer, og hvordan læseren påvirkes.
Svetlana Aleksijevitjs tekst, udskiller den sig ved at have flere afsendere. Der er de otte kvinder har været i krig, som hver fortæller om deres oplevelser i krig som kvinder. Dette gør at vi får flere synsvinkler fra krigen, men også en bredere forståelse af deres tankegange. Først og fremmest får vi den barske virkelighed, om sexisme og de fordomme kvinderne har gået i møde. Svetlana Aleksijevitj er også en afsender, hun er forfatteren af ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, hun er afsender, fordi hun former og formidler teksten så den påvirker udførelsen af fortolkningshypotesen og tekstens generelle hensigt.
Det er gratis at oprette en konto