I takt med moderniseringen og sen-moderniseringens indtog har en gammel samfundsstruktur bevæget sig over i en ny og anderledes struktur. Denne nye struktur har haft indflydelse på mange aspekter af samfundet herunder blandt andet fællesskabet - et begreb hvis indhold og betydning har ændret sig i takt med udviklingen fra feudalsamfundets traditionelle fællesskaber hen imod de mere komplekse former for fællesskaber, som vi kender dem i dag.
Omdrejningspunktet for opgavens første del er netop opgøret med disse traditionelle fællesskaber og udviklingen af nye. Til at belyse dette har vi valgt at anvende henholdsvis Emile Durkheim, der kan ses som repræsentant for den klassiske samfundsteori, og Anthony Giddens, der er en af vor tids mest anerkendte sociologer.
Det traditionelle fællesskab var karakteriseret ved en svag grad af differentiering og en stærk lighed individerne i mellem. Det være sig i beklædning, materielle ejendele, gøremål, skikke ja ligefrem i følelser og moralske forestillinger. Enhver kunne træde i en andens sted i udførelsen af gøremål, og specialisering var kun nogle få udvalgte forundt. Man var i høj grad knyttet til familien og landsbyen, og den enkelte aktørs rolle i samfundet var fra barns ben klart defineret. Religionen var samfundets grundsten eller cement. Det var den, der dannede grundlag for den kollektive identitet i form af værdier, normer og symboler. Durkheim kalder denne slags kollektive fællesskaber for ’mekanisk solidaritet’, idet det er ligheden der knytter aktørerne sammen og danner fællesskabet. Afvigelser skabte utryghed og ansås som en hån mod det sakrale.
Det er gratis at oprette en konto