Jomfru i fugleham og 'Den drømmeløse', analyse og sammenligning

Tilbage i middelalderen var menneskets lyster og drifter ikke anset som hverken naturligt eller menneskeligt, men derimod som en indre djævel, hvis ondskab herskede i underbevidstheden. Det var derfor en skændsel, hvis sådan et emne blev omtalt i offentligheden. Dog ”trodser” adskillige digtere alligevel det uskrevne ”forbud” og lader sig inspirere af disse djævelske egenskaber. Folkevisen ”Jomfru i fugleham” er et eksempel på dette. Fortællingen udspiller sig i en smuk natur, hvor Nilaus Erlandsøm forgæves jager en uskyldig nattergal. Nattergalen sidder oppe i et træ, som Nilaus giver sig til at fælde. Pludselig dukker skovejeren op og befaler ham til at stoppe omgående. Nu synes Nilaus fortabt, men til hans held viser en jomfru sig, som råder ham til at lokke fuglen til sig og gøre den tam i stedet for at jage den. Derfor skærer Nilaus den ene brystvorte af, hvorefter den kastes op i træet til nattergalen, som straks lokkes til. Nattergalen forvandles med et til en smuk jomfru, som fortæller, hvorledes hendes stedmoder på magiskvis forvandlede hende til en nattergal og befalede hende at flyve ud i skoven. Her blev hun jaget af sine syv ulvelige møer, som stedmoderen ligeledes havde forvandlet. Efter denne grofulde historie får Nilaus og jomfruen endeligt hinanden og historien ender lykkeligt.