Det er valgaften. Blå blok har vundet en overbevisende sejr med 56% af stemmerne. Næste dag er mediebilledet fyldt med beretninger, interviews og beskrivelser fra valgaftenen; blå blok har massakreret rød blok og udryddet al tvivl om deres ideologiske integritet.
Hvad der reelt set var kulminationen af politiske partiers månedlange valgkamp, en valgaften, bliver i medierne beskrevet med et utal af voldsmetaforer, som for den sensitive avislæser kan være af overvældende karakter. Brugen af ord som ’massakre’ og ’blodbad’ er i det danske mediebillede ikke undtagelsen for, hvordan man formidler politiske begivenheder til medieforbrugeren men derimod reglen. For den uvante avislæser eller mere generelt, mediebruger, kan journalisternes sproglige formidling fremstå som overdimensioneret og teatralsk.
Hvordan kan det være, at mediernes dækning af politik benytter sprog man kunne mene, ville være mere formålstjenelig i dækningen af et terrorangreb i Mellemøsten eller en boksekamp?
Umiddelbart kunne det tænkes, at medierne i dag blot har adapteret sig menneskers hungren efter sensation og drama. Indtager man en retrospektiv vinkel, kan Roms barbariske gladiatorkampe, der ofte tiltrak titusindvis af mennesker, bruges til at forstå menneskets søgen efter drama og blod. I dag er forbuddet mod begivenheder som gladiatorkampe århundreder gammelt og mediernes sprogbrug er naturligvis begrænset til metaforer; Lars Løkke kaster kun mudder efter Helle Thorning i en metaforisk forstand.
Det er gratis at oprette en konto