Limet til skærmen sidder jeg anspændt og venter på, at minutterne langsom snørkler sig frem ad. Alle mine muskler er anspændt. Om lidt er alt slut. Finalen på Robinson Ekspeditionen nærmer sig sin ende. Frustreret sidder jeg klistret til skærmen og venter på, den sidste dyst skal begynde, og den mest værdige vinder kan stå med trofæet i hånden. Jeg lader tankerne flyde hen, mens reklamerne upåvirket flyver hen over skærmen.
Jeg reflekterer tit over, hvad der får folk til at tage de forskellige beslutninger i livet, som de gør. Ingen mennesker er perfekte. Ingen kan gå igennem livet uden forhindringer og dilemmaer. Som- metider undrer jeg mig alligevel over, hvad der får folk til at melde sig til diverse reality-program- mer. Programmer der udelukkende går ud på mobning, at overskride sine egne grænser, bryde deres grundlæggende opdragelse og være modbydelige mod deres næste. Hele livet har de fleste opbygget et fundament, der bygger på, at man skal behandle folk, som man selv vil behandles, selvom det o- verskrides i nogle situationer. De fleste mennesker går også i mod mobning. Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der frivilligt vil sulte sig i flere uger, miste alt styrke i kroppen eller få det elen- digt psykisk. Trods alle disse eksempler er der alligevel folk, der stræber efter at medvirke i et rea- lityprogram. Programmer hvor alle disse ting kommer til udtryk, og hvor al deres opdragelse bliver smidt i skraldespanden. Hvorefter de mobber folk, sulter sig og overskrider umulige grænser både psykisk og fysisk. Hvad er formålet med det? Det er noget, jeg kun kan gruble over. Jeg tror, formå- let for mange er den sum penge, der er på spil. For andre er formålet succes og popularitet, som fremtiden forhåbentlig senere vil bringe. Det ville da være fedt at få en masse penge, blive genkendt på gaden og komme på tv, men jeg mener også, at man bør tage konsekvensen af dette op til over- overvejelse. Hvor langt vil man gå?
Det er gratis at oprette en konto