Den lave musik i baggrunden slår knuder i mine ører. Selvom den unge fyr bag mig har hørertelefoner i, kan man høre musikken tydeligt igennem. Jeg kigger op på skiltet i bussen, hvor der står: ”Er du til dødsmetal eller disco? Uanset hvad, er det et hit at skrue ned. Tag hensyn ”, og trækker på smilebåndet. Jeg skal sidde her i hvert fald en halv time og jeg tror, at jeg bliver bims, hvis jeg skal høre på ham her fyrens playliste i al den tid. Derfor beslutter jeg mig for at tage mine egne høretelefoner op fra tasken og gå ind på min favorit app på min telefon, nemlig Viaplay. Jeg trykker på skærmen, som straks går i gang med at loade det nyeste afsnit af Paradise Hotel. Jeg trækker på smilebåndet igen, da jeg kan høre min mors stemme inde i mit hoved. Hun har altid syntes, at programmer som f.eks. Paradise Hotel eller Robinson Ekspeditionen er det rene spild af tid, at de ikke afspejler virkeligheden, og at det kun handler om at få sine fifteen minutes of fame. Jeg selv kan godt forstå, hvad hun mener. Min forstand siger vel også, at det et eller andet sted er lidt spild af tid, og at man hellere skulle bruge sin tid på noget andet. Men samtidigt er der en del af mig, som egentlig syntes, det er rigtig sjovt at se på. Jeg bider negle, når to ærkefjender endelig står overfor hinanden i en dyst, jeg bliver rørt når de to unge lovebirds bliver skilt fra hinanden og jeg græder nærmest af grin, når deltagerne laver nogle enorme bommerter. Og ja, jeg følger da med i det, ellers ville jeg da heller ikke sidde her nu og catche op på det nyeste afsnit fra i går, bare fordi jeg faldt i søvn da reklamerne rullede over skærmen. Det er da sjovt at følge med i alle intrigerne og alt det drama, der sker blandt deltagerne. Vi piger sidder da også dagen efter og fniser af alle de pinlige ting, som nogle af deltagerne laver.
Det er gratis at oprette en konto