Nattetimerne bringer meget med sig. Blandt andet muligheden for, at se en lille brøkdel af universets hemmelighedsfulde mysterier. Vi har altid beundret det, og gør det stadig. Beundret dets mystiske skønhed, og bare ladet os selv opsluge i det, uden egentlig at vide hvad det er. Selvfølgelig har vi en masse teorier om hvad der muligvis sker derude, så mange tusinder af kilometer væk herfra. Om der, et sted i endeløsheden, findes noget vi ikke er klar over. Om vi er alene?
Findes der andre et sted derude? Der er mange tusinder svar, på præcis dette spørgsmål. Er det muligt at tilpasse sig uden de unikke forhold på jorden? Det er ikke kun højtuddannede astronomer der har tilladelse til at have teorier, men det er stort set kun dem, der når ud i folkemængderne, og giver os mere at tænke over.
Samtalerne om det ubekendte føres over hele verden. Selv hjemme omkring aftenbordet har vi selv ført disse samtaler. Vi, der ikke ved noget om det med sikkerhed, taler på baggrund af hvad vi har hørt og lært. Men hvem ved noget med sikkerhed? Mens retterne står og damper på bordets midte. Stearinlysene strækker sig uophørligt opefter, på trods af, at de altid vil brænde længere ned, og til sidst gå ud. Ilden vil aldrig nå derop, selvom den altid vil strække sig efter det. De to ildtunger slikker umættelige det omgivende ilt til sig, og flakker let, i den ellers stillestående luft. Selvom vi bruger timer på at diskutere hvorvidt der kunne findes levende organismer deroppe, når vi aldrig frem til et endeligt svar, for ingen ved det med sikkerhed. Vi kan formode, og det gør vi.
Det er gratis at oprette en konto