Universet, uvidenhed og menneskelig kontrol

Hårene på mine arme stritter i vejret, mens kuldegysningerne tager til. Ordet universet er den skyldige bag denne handling, da lige præcis det ord kan skræmme mig og få mig til at fare sammen. Ikke selve ordet men betydningen bagved er så mægtig og uforståelig, at jeg lige må løfte hovedet engang for at få styr og ro på mine tanker. Fordi hvad er universet, hvad er der i universet, og er vi alene?

Jeg har tit taget mig selv i at sidde og tænke over, om der sidder andre mennesker eller skabninger, som har deres egen planet og et samfund, ligesom vi har her på jorden. Tænk hvis der på Jupiter sad nogle væsener, som havde etableret et samfund og opbygget en verden, hvori de levede livet på fuldt drøn, som vi gør i dag. Tanken står ikke øverst på min hitliste, fordi jeg føler mig så lille og uvidende, når spørgsmålet igen og igen ruller hen over min nethinde. Det er noget, jeg ikke kan tage stilling til eller mærke på, det er et spørgsmål som indtil videre kun handler om tro på det, man ikke kender til. Her kan de smådiskussioner, jeg har haft med mig selv omkring døden, heller ikke lade være med at springe op i hovedet på mig og angribe mit sind, selvom jeg prøver at holde dem tilbage. Tanken om, at vi måske ikke er alene og døden har som sådan ikke noget at gøre med hinanden, men det har det til fælles, at vi er ukyndige omkring det, og den eneste mulighed er at tro. Jeg husker den samtale, jeg havde med min mor for nogle uger siden. Jeg havde gået og tygget på et spørgsmål i lang tid, som kunne få mine hjerneceller til at ligne den værste omgang kluddermåtter. Så da aftensmaden den dag skulle på bordet, fik jeg taget mig sammen til at dele den diskussion, der handlede om, hvorvidt hun troede på, at der var mere imellem himmel og jord, med hende, og svaret var et klokkeklart ja. Fordi netop min mor var helt sikker på, at hendes far og min elskede morfar havde besøgt vores hjem efter hans død. Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile, fordi jeg var helt klar over, hvad hun mente. Denne historie havde jeg hørt mange gange og af en eller anden grund, så troede jeg på den. Det havde været juleaftensdag, og hun havde gået og trisset rundt med julemusik på fuld drøn ud af højtalerne. Hendes øjne faldt på det julelys, som hun havde fået af sin far for mange år siden, og som vi havde kæmpet utallige gange med for at få flammen til at blive ved med at lyse – men det lykkedes aldrig. Men netop denne dag og i dette sekund lyste lyset med den klareste og mest uskyldige flamme som aldrig før, og den blev ved. Min mors smil sad limet fast på hendes ansigt resten af dagen, og det smittede. Efter denne dag var hun fast besluttet på, at der var mere mellem himmel og jord, og derfor undrer jeg mig stadig over, at jeg overhovedet spurgte hende – jeg kendte svaret. Ja.