Rigtig mange parforhold og ægteskaber falmer med tiden, og jo længere forholdene varer, jo flere ægteskabskriser finder sted. Vi har så travlt med at smøre madpakker, vaske tøj, gøre rent og gå på arbejde, at vi nemt går hen og glemmer hinanden og alt det, der skal til for at opretholde et lykkeligt ægteskab. Alt det, der startede det hele. Vi stresser rundt og langsomt nedprioriterer vi ægteskabet, så det til sidst blot er en attest, som skal holde sammen på familien. Det gør os trætte, udmattede og ofte ret irritable overfor hinanden, ligesom Hanna og Abel fremtræder overfor hinanden i Ida Jessens novelle ”Ude på vandet” fra 1997.
Novellen er fortalt gennem en tredjepersonsfortæller, men specielt ved denne fortæller synsvinkel er, at den er personbundet til Hanna. Fortællingen og dens handlinger er altså fortalt ud fra Hannas synsvinkel og i dette tilfælde både skildret gennem hendes indre og ydre. Den indre synsvinkel kommer til udtryk gennem hendes tanker og meninger, mens den ydre synsvinkel er alt det, der sker omkring hende. Selvom fortælleren nemt kan komme til at fremstå farvet af Hanna og hendes meninger i denne form for fortællerteknik, så er det ikke tilfældet. Fortælleren optræder nemlig stadigvæk observerende og forholdsvis objektiv, hvilket skaber en stor troværdighed til fortælleren fra læseren. Det betyder også, at det er Hanna læseren fatter sympati for, og det er hende man identificerer sig gennem hendes handlinger.
Det er gratis at oprette en konto