Artiklen ’’2. og 3. generation’’ handler om Khuram Shehzad, som er en ung pakistaner, der fortæller om sit liv som udlænding i Danmark. Han er træt af at blive afvist af dørmanden foran diskoteket, bare fordi han er udlænding, og han er træt af, at han ikke kan få job, fordi han er mørk i huden. Han fortæller, hvor svært det er at komme til at passe ind i det danske samfund og blive integreret. I artiklen siger han, at det nu er danskernes tur. Det Khuram mener med det er, at danskerne har brug for en bedre kulturforståelse, og hvis danskerne ikke vil lære om indvandrernes kultur, så kan indvandrerne aldrig blive integreret. Integration er en tovejsproces, Khuram føler, at han har lært om den danske kultur og kender den, men han synes ikke, at det er gengældt. Han mener også, at de forskellige kulturer kan kombineres, så det hele bliver meget lettere. Khuram vil bare være med til at yde sin del til det danske velfærdssamfund, hvis han kan få lov.
Min personlige mening:
Når man taler om integration, er det vigtigt at afklare, hvad en god integration er, fordi det kan der være forskellige opfattelser af. Hvad er integration for en udlænding, og hvad er integration for en dansker? Er en god integration at lære sproget og få et job og ikke mere? Eller er en god integration at lære sproget, få et job og samtidigt udvikle et godt socialt netværk på kryds og tværs af forskellige kulturer? For mig er det mest det sidste og ansvaret for, at det lykkes er både hos udlændige og danskere.
Det er gratis at oprette en konto