Når jeg reflektere over universet, tænker jeg tomt. En skræmmende tanke. Er der andre end os, eller er vi alene i et uendeligt mørke af tomhed, kun med planeter og stjerner til selvskab. Jeg ved ikke hvad der skræmmer mig mest. At være alene, eller at vide at nogen eller noget er derude. Men hvis der findes liv et sted, hvad kan vi så forvente at finde?
De fleste forbinder liv i universet med ufoer, og små grønne mænd. Men hvorfor? Og hvad for os til at tro, at de på nogen måde ligner os? Et rumvæsen kunne i teorien være hvad som helts. Det kunne være så småt som et fnug eller så stort, at vi var omringet af det. Flydende som vand eller hårdt som sten. Muligvis basered på et stof, som endnu er ukendt for mennesket. Spørgsmålet er, hvordan man definere ordet liv. Behøver det at have en bestemt form, en bevidsthed eller en vis intelligens?
Liv i rummet er måske slet ikke det samme som liv her på jorden.
Hvis universet virkelig er endeløst, burde alt så ikke eksistere? Mulighederne er jo uendelige. Egentligt burde der eksistere menneskelignende rumvæsner. Det handler jo om, at forholdene er de samme. Jorden har en unik sammensætning af faktorer, der gør det muligt, at livet har fået dets eksistens. Både med hensyn til jordens placering i forhold til solen, men også på grund af vores vidunder molekyle, H2O. Men er Jordens sammensætning virkelig så unik. Jeg tror at menneskelignende rumvæsner sagtens kunne være en realitet, da der jo i rummet findes enorme mængder vand og tusindvis af stjerner og galakser. Hvorfor skulle denne kombination ikke opstå igen?
Det er gratis at oprette en konto