Min ven og jeg sidder her, det føles som om det er toppen af verden. Byen er tom, der er ikke et øje at se, og der er stille, hold op hvor er der stille. Men jeg nyder den stilhed, min ven bliver ved med at snakke men jeg lukker det ude, synet er for smukt til at lade det blive ødelagt af hans dumsmarte bemærkninger. Men vi skal også snart sove, de andre henter os i morgen, eller det håber vi de gør.
Det sætter tanker i gang at være heroppe, jeg ser byen fra et helt nyt perspektiv. Jeg har altid set det som en lille lorteby, men heroppe fra virker den pludselig meget stor. Det får mig til at reflektere, jeg kender min by på den måde at jeg ved hvor alt ligger. Men det her nye perspektiv får mig til at indse at, bare fordi man kender sin by geografisk er det ikke ens betydning med at man kender sin by overhovedet, de historier den har at fortælle. Hvis bare bygningerne kunne tale, alle de historier den ville fortælle.
Men på trods af at det hele er så smukt heroppe, er der en ting jeg ikke kan lide. Stjernerne er for store, de får mig til at føle mig så lille, så uvigtig, ville det gøre en forskel om jeg overhovedet var til? Det er en skræmmende tanke, tanken om aldrig at have eksisteret. Om man er troende eller ej, er det sikkert at der er noget der er større end os.
Det er gratis at oprette en konto