Min by, Bellinge, er noget helt specielt. Byen i sig selv er ikke noget særligt, men vi holder af den, som den er. Bellinge ligger, som en forstad nu gør, med nysåede marker til den ene side og mangfoldig storby til den anden. En perfekt blanding til den der vil have lidt af det hele. Om foråret er man langt nok ude på landet til, at der spreder sig en ubehagelig, dog velkendt, dunst af gylle. Om sommeren derimod gungrer de hårdt prøvede gule murstensvægge i takt med alskens musik fra diverse festivaler i det indre Odense om kap med haveegernes græsslåmaskiner og motorsave. Indimellem undrer man sig over hvordan, der overhovedet kan stå et eneste træ i Bellinge og omegn. Eller om græsset ikke snart går i minus.
At gå en tur på min vej er lidt at et lydinferno. I tide og utide, morgen og aften, kan man høre et par utrættelige papegøjer skrige som gale. Engang gik rygterne på at en underskrifts indsamling var i gang, der omhandlede en omgående likvidering af de eksotiske fugle, for at forstyrre den offentlige ro og orden. Gaden hører også til de mere musiske af slagsen. Fx når en dreng lidt længere nede af vejen fyrer op for trompeten. Faktisk lyder det jo sådan set godt nok, i sig selv, men vejen huserer den største koncentration af hunde længe set, og de har fået en idé, om at det lyder godt, hvis de bjæffer med.
Det er gratis at oprette en konto