Opgave 5. - Udslip Stine Guldbrandt, 9.Z Det er tirsdag morgen og klokken er 6:13 i den lille by Starup nær Haderslev. Der er kaos overalt, råb, skrig og en nervøs stemning hænger i luften. Selvom luften er usynlig, som den ville være på enhver anden tirsdag morgen, afslører den gennemtrængende, stikkende lugt, at alt ikke er, som det skal være. Folk er trukket i deres store dunjakker og står nysgerrigt og kigger på, mens politiet prøver at danne sig et overblik. Stille og roligt får politiet afspærret området og sat deres klassiske røde og hvide bånd op, der skal holde de nysgerrige tilskuere væk fra det potentielt farlige område. Sirenerne hyler højlydt og skingert og gennemtrænger den kolde luft. En ambulance kommer susende med høj fart forbi den lille menneskeflok, der har samlet sig foran Husted Medicin A/S. Ambulancen sænker farten en smule og stopper til sidst brat op, så hjulene hvinende trækker et let bremsespor efter sig. Ud af ambulancen kommer to mænd, der begge lander synkront og hårdt på den kolde jord, som om de havde trænet det i flere år. Som i en tenniskamp vender de forvirrede tilskueres hoveder sig fra ambulancen til fabrikken og tilbage igen. Efter kort tid kommer flere ambulancer susende, og flere redningsfolk går ind efter de eventuelt tilskadekomne på fabrikken. Som de chokerede indbyggere står og kigger nysgerrigt rundt, kommer fire bårer og tilhørende ambulancereddere ud, og bliver derefter fordelt ind i de fem ambulancer, der er kommet. Hurtigt bliver ambulancerne gjort klar til køreturen tilbage til hospitalet, og væk er de igen, kun bremsesporene og vinden i håret er tilbage. Tilbage står de fortvivlede tilskuere og kigger målløst efter ambulancerne. Nu ruller 2 brandbiler ind på pladsen foran den store fabrik, der rejser sig mørk og truende op ad den bare jord omkring de kolde, grå mure. Brandbiler kommer ikke med nær så meget fart på, og laver derfor hverken bremsespor eller hvinende lyde. Ud af bilerne kommer 12 fuldt uniformerede mænd, der hurtigt strømmer hen til det indhegnede område. De samles alle i en halvmåne, og en politimand står og forklarer, hvad der er sket. Deres bekymrede miner afslører, at det ikke er helt slut endnu. De bevæger sig tungt og halv klodset ind i den store fabrik. Tilskuerne, der nu er blevet flere, er begyndt at hoste, og det samme er politiet og de redningsfolk der er til stede. Efter kort tid, kommer flere politimænd ud, og beder alle de nysgerrige tilskuere om at gå inden døre og slukke for deres ventilation af sikkerhedsmæssige årsager. UNDEROVERSKRIFT “Der er formentligt tale om et kemikalieudslip fra den lokale medicinfabrik Husted Medicin A/S. På nuværende tidspunkt antager vi, at det er et kemikalieudslip af stofferne salpetersyre og klor. Der er dog sendt bud efter eksperter til at fastslå helt præcist hvilke stoffer der er tale om, og om de kraftige lugtgener skyldes giftige dampe. Klokken 5:30 blev der slået alarm, da en medarbejder havde opdaget det, og vi kunne derfor hurtigt være til stede, og gøre noget ved problemet.” Siger en talsmand fra Syd og Sønderjyllands politi.
Det er gratis at oprette en konto