Jeg har arbejdet med digtet Jeg elsker dig, skrevet af Simon Grotrian i 2008. Grotrian er født i Århus i 1961, og han har udgivet mange digtsamlinger. Grotrian har udtalt, at han opfatter det at skrive digte som både smertefuldt og livgivende. Modsætninger mødes i Grotrians digte, bl.a. det konkrete og det guddommelige.
Overblik:
Ved første øjekast giver titlen forventninger om et romantisk digt, men i betragtning af tiden 2008, hvor mange var angste og desillusionerede er det nok ikke så enkelt.
Digtet er MEGET kort, og dette får det til at virke som et statement, noget der ikke kan eller må modsiges.
Første læsning:
Når man læser digtet første gang kan det virke som starten på et langt romantisk digt, hvor jeg’et bare ikke kunne finde på mere, måske fordi alt blev sagt i den første sætning, som om det ville ødelægge digtet, hvis han skrev mere, måske har han prøvet. På den måde kan det virke lidt desperat.
Genretræk: (her udvælger jeg, hvilke genretræk, der passer på teksten)
Digtet her har mange af digtenes typiske genretræk. Det er helt klart bygget op om en følelse, nemlig Jeg elsker dig, og sammenligningen med sne taler til vores sanser og sætter associationer i gang, fordi vi alle har haft oplevelser med sne. Det kan være noget med det smukke og det rene, hvide ved sne, men også det kolde og kvælende ved sne. Digtet er som sagt meget kort, og derfor virker det som, der er en masse, der ikke bliver sagt, og det tvinger læseren til bruge sin fantasi og digte med, f.eks. er billedet sne, der ikke falder et billede, der ikke er så ligetil og som kræver, at man prøver at lade sig rive med af de associationer, der opstår ud fra det. Dette understreges af linjeskiftet, der netop sker før dette udtryk, således at den enkle sætning Jeg elsker dig står alene og den næste linje både kan opfattes som en modsætning hertil men også en uddybning eller en modifikation.
Det er gratis at oprette en konto