Analyse af Adam Oehlenschlägers digt 'Simon Peder'

Jeg vil i denne opgave analysere Adam Oehlenschläger digt ’’Simon Peder’’ i forhold til den romantiske periode som går fra årene 1803 – 1871 i Danmark. For at forstå Oehlenschlägers digt skal man gøre sig bekendt med romantikkens idéer, og livsopfattelse. Da romantikken startede i starten af 1800-tallet begyndte man at værdsætte de naturlige og medfødte ting. Den romantiske periode som kendetegner Oehlenschlägers digte er nationalromantikken, som støtter op om, at gud findes i alting hvis man søger efter det. Den panteistiske tænkeform var meget fremme i denne periode, og man mente at man ved søgen efter indsigt og opnåelse kunne få mennesket på jorden til at opnå en tidlig kontakt med paradis. Romantikken vender blikket indad for at finde det egentlige og det dybe i tilværelsen, ved hjælp af poesi, fantasi og intuition. Den højere verden som søges kan anes, i kærligheden, i det inspirerede øjeblik og i naturen som er meget banebrydende i digtet om Simon Peder.

I Oehlenschlägers digt om Simon Peder, følger vi fiskeren Simon Peder som en tidligt morgen sidder i sin båd. Den uoplyste Simon Peder sidder i skumringen og kigger på naturen og livet omkring sig, men uden at forstår det. Digtet fortæller ikke umiddelbart at SP er uoplyst, men det må forstås sådan da SP bliver forståelig med sin omverden idet solens og livets opstand starter. Som tidligere sagt er naturen en stor del af digtet og især bevægelse af naturen beskrives hele tiden. I den første del af digtet er bevægelserne meget langsomme og stille som ’’langsom’’ , ‘’lukker’’ og ’’bukker’’. Denne bevægelse ændres i løbet af digtet og livets opstand, hvor digtet i den afsluttende strofe har ord som ’’solens gang’’, ’’en evig dag, som bryder’’, ’’kast den’’. Digtets start er meget præget af idyl, Vi hører om luften, vandet floraen, dyrene i form af fugle og slutter med solen. Alt sammen naturligt og roligt beskrevet, hvilket skaber en statisk og beroligende effekt på læseren. Dette er gjort for at skabe det naturlige indtryk, hvor alt er som det plejer. Simon Peder er i digtet Oehlenschlägers idealisering af mennesket, i form af en ung, rask fisker. Oehlenschläger får mennesket i form af SP til at virke centralt for digtet og dermed også centralt for romantikken. SP centrale rolle i digtet ses ved at det er ham som observerer naturens gang fra ren natur til at indeholde det guddommelige. Udover dette bruger Oehlenschläger også digtets sidste sætning til at sætte mennesket eller SP centralt ved at skrive; ’’Fisk skal du ikke meer fange, du skal fange mennesker’’. Med denne sætning bruger Oehlenschläger mennesket centralt igen ved at bruge mennesket til at sprede budskabet om at man kan opnå en højere tilværelse. I digtet nævnes også ’’naturens store bog’’, altså betegnes naturen som en bog som ofte er struktureret og har en sammenhæng. Jeg har altså tolket det sådan at naturen hænger sammen, ligesom handlingen i en bog, man skal dog forstå bogen for at få noget ud af det. På den måde mener jeg også at man kan tolke ’’naturen store bog’’ som en slags metafor for en bibel for naturen. På den måde vil også blomsterne indeholde noget guddommeligt som man også får bekræftet da både blomst, himmel, bølgerne i vandet, fuglene og duften synger omkring SP. ”Alt eet sprog kun maler, taler selv det hemmelige sprog” – altså indeholder det guddommelige. Altså snakker det hele kun et sprog, det er en sammenhæng mellem det hele. Det hele begynder altså at spille sammen og SP er ved at opleve den sande romantiske verden træde frem.