Analyse af Rudolf Broby Johansens 'Stridmænd for det vi elsker'

Digtet STRIDSMÆND FOR DET VI ELSKER er skrevet i 1922, kun få år efter den værste krig verden dengang havde set havde fundet sted. Europa var fyldt med ødelagte sjæle. Den meningsløshed, død, ødelæggelse og ubeskrivelig brutalitet krigen havde medført resulterede i, at nogle af de overlevende fra krigen havde brug for at nedskrive eller sætte billeder på deres forfærdelige oplevelse. Grundet meningsløsheden i samfundet, begyndte forfattere at skrive om ofrene på en ny måde. Hertil kom den litterære stilretning ekspressionismen, som tager udgangspunkt i det indre. Her bliver kunsten eller værket et subjektivt afbillede af forfatternes indre verden, frem for den objektive ydre virkelighed. Denne subjektivitet banede også vejen for nye måder at udfolde kunsten på, som ses i Rudolf Broby Johansens digtsamling Blod hvor man kan finde digtet STRIDSMÆND FOR DET VI ELSKER. Digtsamlingen blev dog beslaglagt af politiet for usædelighed efter udgivelsen.

Digtet handler om seks soldater “UNIFORM RIVES OP” (linje 28) der bag en låst dør i et mørkt rum, sønderflår, voldtager og dræber en ung kvinde. I digtet beskrives den unge kvinden som et objekt, en krop uden sjæl, et offer for mændenes vrede og undertrykte følelser. Der dannes i digtet en ækvivalenskæde, af de ord der i digtet bruges til at beskrive kvinden; MADONNA, UNG PIGE, ANGST, VILD, KVINDE, KROP, LIG. Kvindens liv symbolisere den ligegyldighed, som hele samfundet, og alle efter krigen kunne relatere til.