Troskab ifølge André Comte-Sponville

André Comte-Sponville definerer troskab for værende noget yderst essentielt i alle henseende. Han lægger ud med at forklare hvorfor troskab netop ikke er nogen tilfældig dyd da alle dyder kan overflødiggøres hvis man ikke er dem tro. Selv Sandheden ville være værdiløs hvis ingen var sandhedsidealet tro. Derfor er troskab en forudsætning for alle idealer værdier og dyder.

Efter at have givet os dette indblik i hans tankegang bevæger han sig over i troskab i humane forhold. Han diskuterer med sig selv, vigtigheden af troskab i parforhold. Han sætter spørgsmål op som han derefter selv besvarer efter egen mening. Han mener ikke at hverken moralen eller kærligheden ligger op til eksklusiviteten i de monogame parforhold. Han argumenterer ved at sammenligne venskab og begær. Han siger ” Hvorfor skulle man kun elske et andet menneske? Hvorfor skulle man kun begære ét andet menneske? Heldigvis er det at være sine venner tro ikke ensbetydende med, at man kun må have én! Hvorfor skulle det være anderledes på kærlighedens område? Hvordan skulle man kunne gøre fordring på at være den eneste, der nyder godt af et andet menneske?”

Herefter synliggører han sin skepsis overfor dette fænomen. Han mener at sandheden er en større værdi end eksklusiviteten der hersker i de monogame forhold. Han synes at man svigter kærligheden mere med løgn, end med utroskab (dvs. den anden kærlighed) da han pointerer at man dog stadig er sin kærlighed tro selvom man ikke er sin partner tro. Her siger han dog også at der er bred uenighed om hvad der er værst og at han selv nærer lidt tvivl ”Andre mener det modsatte; måske gør jeg det også selv på et andet tidspunkt” Han underbygger sin overbevisning med at nævne de mange papirløse par der er deres kærlighed og deres løfte samt deres fælles frihed tro, og derefter de andre sørgelige trofaste par der præges og plages af kærlighedens skyggesider som jalousi og lidelse. Han bruger disse to eksempler på at definere forskellen på medlidenhed og troskab. Han fastslår at dette netop disse er to vidt forskellige dyder. ”Et er ikke at påføre sine medmennesker lidelse, noget andet er ikke at forråde dem; det sidste kaldes troskab” Efter han nu har fastlagt definitionen af troskab og hvordan troskab spiller ind i alle monogame parforhold, bevæger han sig ind i dét at være kærlighedsidealet tro. Han starter med at forklare hvad der gør et parforhold til et parforhold. Han mener ikke at sex alene er nok til at udgøre et parforhold, og heller ikke at to mennesker bor sammen. Han mener at det der definerer et parforhold er gensidig troskab over for deres fælles kærlighed, men han påpeger at den kun kan blive ved med at eksistere hvis begge parter ved erindringens og viljens hjælp fastholder og forlænger den ellers kortvarige forelskelse. Troskab overfor fortiden er også vigtig. Han pointerer at man ikke må fornægte eller glemme fortidens kærlighed selv om den ikke længere er aktuel ”Den troskab tror jeg er dyrebar, meget mere end den anden, og meget væsentligere for parforholdet.” Til slut opsummerer han kort tekstens budskab, at troskab er tro kærlighed. Kærlighed til hinanden (aktuelle, frivillige og bevidst vedligeholdte) og troskab til erindringens kærlighed, men først og fremmest tro mod kærligheden som dyd.