Jeg sidder her efter at have læst tre forskellige tekster om troskab og dyd, imens jeg overvejer hvordan de to ord i sig selv egentligtalt skal tolkes. Karen Blixen skriver at stoltheden løber fra os, og at vi derfor må læne os op af andres opfattelser. Det handler om at finde frem til hvad det er der gør at to mennesker kan leve sammen lykkeligt hele livet skriver André Comte-Sponville. Morten Mikkelsen siger at dyder er gået hen og blevet udskiftet med livsstilen hos hvert enkelt menneske og muligheden for at tage individuelle valg.
Efter denne læsning sidder jeg pludselig og fanger mig selv i at ane uråd i hvad jeg selv synes. Og hvorfor gør jeg så egentlig det?
Kan det være at vi som mennesker efterhånden er bundet af de normer og regler der bliver tilrettelagt for samfundet, og at det er indoktrineret i vores hjerne hvordan vi skal tænke, føle og reagere på andre mennesker? Og kan det være rigtigt at vores morale efterhånden har en rygrad som en kop varm kakaomælk, der gør at vi bliver nødt til at lovgive omkring ting man kan sige sig selv er etisk ukorrekt?
Når jeg sidder og tænker nærmere over det, så er jeg, som et hvert andet menneske i det danske samfund, opdraget til den evige søgen efter det ene menneske vis puslespil jeg skal fuldende og omvendt. Det er en søgen efter den anden halvdel af mig, den person der skal give mig følelsen af at der ikke længere mangler noget. Det er den person som skal kunne færdiggøre mine sætninger, og den person som skal kunne se på mig og vide at selvom jeg siger: ’’Der er ikke noget i vejen’’, så er der noget i vejen.
Det er gratis at oprette en konto