I H. C. Andersens kunsteventyr ”Kjærestefolkene” fra 1843 fortæller den danske forfatter legetøjsfablen om Toppen og Bolden, og om hvordan kærligheden forsvinder når realiteterne indses. Dette er bl.a. også en af de hovedpointer som den franske forfatter og filosof André Comte- Spoonville kommer ind på i tekstuddraget ”Troskab” fra essaysamlingen ”En lille bog om store dyder” fra 1998. Begge forfattere beskæftiger sig med kærlighedens vilkår. På trods af de ca. 155 år der er gået mellem de to tekster, viser H. C. Andersens morale sig stadig at være et relevant emne.
”Kjærestefolkene” er et typisk H.C. Andersen eventyr hvor han lader fortælleren være en alvidende 3.person fortæller. Han bruger besjælingen af legetøjet, Toppen og Bolden, til at fremhæve et menneskeligt aspekt i eventyret. Denne besjæling gør at eventyret kan ses på flere niveauer; børn vil blive fascineret af det levende legetøj og blive fanget af den gode historie, mens voksne vil forstå det dybere budskab der ligger under overfladen. På den måde er dette eventyr et godt bevis på hvordan H. C. Andersen forstår at lave fortællinger som alle kan få noget ud af.
Eventyret om Toppen og Bolden bliver fortalt i en periode over fem år, og er opbygget kronologisk. Det overordnede fokus er lagt på Toppen, der kan siges at spille hovedrollen i eventyret. Fortællingen tager udgangspunkt i deres fælles opholdsted, skuffen. Den kvindelig Bold afviser Toppens frieri med næsen i sky, og gør ham på fortællingens anden dag opmærksom på sin fine sociale status og afstamning; ”De veed nok ikke, at min Fader og Moder have været Saffians-Tøfler, og at jeg har en Prop i livet!” (lin.12-14) – så kan Toppen danse nok så meget for hende og prale med sit mahognitræ, ”den fine frøken” ser sig selv som meget bedre, ude af hans liga. Hun lover dog at hun aldrig vil glemme ham, nu hvor han er blevet så fin. (lin. 24-25)
Det er gratis at oprette en konto