Analyse af 'Stærk Struktur'

Det første du skulle lære var ikke at snuble. Der er aldrig noget godt sted at falde. Ved dette vil jeg mene at digteren vil fortælle at man skal prøve på at lade vær med at fejle, og der er aldrig nogensinde noget godt sted at fejle. Så skulle du lære at man ikke skal se sig tilbage. Det gør bare ondt i øjnene. Derefter siger hun at man aldrig skal se tilbage på de fejl. Man får alligevel ikke andet ud af det end at føle sig dårlig tilpas. Nu skal du lære at drømme når man sover alene, at spise alene. At man ikke skal opgive, eller gå efter det næstbedste, men det allerbedste, og at være selvstændig og ikke læne sig op af andre. Drikke et glas vand. Det smager ikke af noget. Jeg tænker at det med vandet skal forstille en handling, som at hun har gjort noget, men at det dog ikke var noget som hun faktisk følte noget for. Et ægtepar med pelshuer spadsere forbi og drejer hovedet for at se hvad du står der og laver. De med pelshuerne for mig til at tænke på velhavende, og dermed noget ”perfekt” så hovedpersonen bliver bedømt af de her ”perfekte” personer. Alene i køkkenet. Du stryger en tændstik. Du åbner for vandhanen, tænker på madvarer dækket af mug. Her tænker jeg at den første del er meget ligefrem, og bare skal være med til at vise at det er i hverdagen, men også er starten på hendes tanker. Hun tænker på ”madvarer dækket af mug” som jeg tænker er fejl hun har lavet. Den levende leverpostej som lå alt for længe på nederste hylde i køleskabet, rugbrød oversået med små hvide pletter som stjerner på en mørkebrun himmel, marmeladen sin far insistere på at spise efter at have fjernet det øverste grønne lag. Det smager glimrende. Den levende leverpostej vil jeg mene er et ordbillede på en fejl hun har lavet, som bare er blevet gemt mere og mere væk i hendes tanker, men dog aldrig forsvundet. Den har altid været der og vejet hende ned. Det samme med rugbrødet som lidt er et ordbillede på hendes liv, hvor der så er kommet en masse små hvide pletter, altså en masse små ting hun fortryder. Med det sidste tror jeg at man skal ligesom ikke bare glemme de fejl, men bruge gamle fejl, til at undgå kommende fejl. Har du ikke noget bedre at tage dig til? Det er fint vejr. Har du ikke noget bedre at tage dig til end at tænke på dine fejl? Der er masser af muligheder forude. Du tænker på kysten, klipperne bevokset med hvidt og grågrønt lav og på en smerte i din højre fod, måske er du faldet en nat du var fuld. I Starten tænker hun på noget godt, som gør hende glad, men tankerne ændre sig til noget dårligt hvor du er faldet, hun snakker lidt tilbage til det første om at man skulle lære ikke at falde. Stearinen fordamper langsomt, partiklerne sætter sig i lungerne. Hendes fejl bliver en del af hendes liv. Du ved hvad du skal gøre i forskellige rum på forskellige tidspunkter. Du ved hvordan du skal opføre dig i forskellige situationer. Du stryger en tændstik, åbner for hanen og lytter til det sydende sekund hvor vandet slukker den sidste glød i tændstikkens hoved. Hun slukker for hendes dumme tanker og hendes ”fald”. Det lyder fornuftigt. At forhindre en ildebrande. Det er godt ikke at blive ved med at tænke på sine fejl og bare leve videre. Dér var en handling. Du ved så meget som du ikke gør noget ved. Der var noget du kunne gøre. Du kender dine fejl, men gør ikke noget ved dem, gemmer dem væk. Du står og drikker vand. Det smager ikke af noget du er præcis lige så beskidt som din computers tastatur. Endnu engang er der handlinger som hun har villet gøre noget ved. Handlinger som var forkerte. Du må smide en halv liter mælk ud fordi den er sur. Skriv et digt, gå en tur. Spild af tid. Du skal gøre noget, lad ikke dine gerninger stoppe dig. Gør hvad som helst, bare stop med at tænke på fejlene. Skyerne skjuler dig ikke, tænk på dét næste gang du tisser i det offentlige rum og prøver at ramme sprækken mellem de to rådne brædder i en bådebro. Du kan ikke gemme dig for dine handlinger. Tænk før du prøver at gøre noget. Du har aldrig ryggen fri, du rammer aldrig helt plet. Men tag det roligt. Det er jo bare en måde at leve på. Du kan aldrig ændre hvad du har gjort, og du vil aldrig nogensinde være perfekt, men tage det ikke så tungt, trosalt er det jo bare sådan livet er.