Det unge demokrati i Danmark

I anden halvdel af 1800-tallet ændrede det danske samfund sig grundlæggende på mange områder. De vigtigste politiske begivenheder var enevældens og helstatens fald.

Efter de blodige slesvigske krige i 1848-50 og i 1864 blev den dansk-tyske helstat sprængt, og Danmark var fra 1864 reduceret til en i europæisk sammenhæng ubetydelig småstat med en nationalt homogen befolkning.

Inden for de snævrere geografiske rammer skete der en modernisering, der ændrede tilværelsen for alle samfundets befolkningsgrupper. Befolkningen voksede med en million, især i byerne, og levevilkårene blev bedre for de fleste. Landbruget blev specialiseret, byerhvervene voksede, og stadig flere fremstillingserhverv blev industrialiserede. En væsentlig side af moderniseringen var udbygningen af infrastrukturen, ikke mindst jernbanerne, der gjorde det muligt at bringe både varer og mennesker hurtigt frem mellem alle hjørner af landet – og til og fra resten af verden.

Politisk prægedes udviklingen af enevældens fald og folkestyrets etablering med Junigrundloven 1849, og af den forbitrede og generationslange forfatningskamp mellem det demokratiske Folketing og det privilegerede Landsting, der blev følgen af grundlovsrevisionen i 1866. Tæt sammenhængende hermed var den jævne danskers voksende engagement som vælger – og som aktivt medlem af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle foreninger.