Jeg husker det som var det i går, jeg ser det hele for mig, ulykken. De blå blink, folk der faret forvirret rundt som en flok høns, mor og far der sad i den sammenkrøllede bil med blod sivende ud af hovederne, ambulancefolk der råbte og skreg efter hinanden og så var der mig, der stod helt alene ude på marken, ingen kom hen til mig, ingen hjalp mig, ingen var der for mig.
Det er også en af grundene til at tante vil have jeg tager på efterskole, for at komme lidt væk fra det hele, men det vil jeg ikke. Jeg vil meget hellere være her hjemme og ligge under dynen, hvor jeg ved jeg er i sikkerhed. Folk har altid behandlet mig med omsorg og omtanke, men ikke fordi de vil, det er fordi de føler sig forpligtet til det, for åååh nej det var hende der mistede sine forældre i en bilulykke, hende må vi ikke sige noget ondt eller grimt til. Jeg er så træt af at folk skal behandle mig som om jeg er lavet af glas!
Men min tante derimod, hende skal man ikke regne med at få noget omsorg eller kærlighed fra, hun er lige så kold som det isbjerg Titanic sejlede ind i.
Det er gratis at oprette en konto