Angsten for at stå alene

Jeg sidder en blandt mange, snakker når jeg bliver spurgt, men sidder ellers i mine egne tanker. Hvordan kan man føle sig så alene blandt så mange mennesker. Føle sig så alene, men have så mange stående bag sig. Der er altid en hjælpende hånd og en der er villig til at forsøge at gøre mig glad, snakke tingene igennem, men det er som om det ikke hjælper. Jeg føler ikke de forstår. Jeg føler jeg er den eneste der kan følge mig. Omgivet af idioter. Er der endelig et problem der rammer, har denne her fyr fra denne her fest ikke skrevet, som lovet eller så har de ikke mere hash og orker ikke at rejse sig og finde ned til pusheren. Hvorfor omgås jeg dem, når de ikke siger mig noget?

Jeg vågner. Er tung i hovedet, som om jeg har grædt hele natten. Ligger. Bare ligger og overbeviser mig selv om at jeg burde stå op. Tankerne flyver rundt. Jeg kunne jo blive hjemme og så lave lektierne her? Jeg overvejer kort at sige til mor at jeg er syg i dag, men lader være af frygt for far bliver sur. Man er jo kun syg hvis man har over 40 i feber og det har jeg ikke. Jeg vender mig i sengen, tænker på Mette. Mette har brug for mig i skolen. Min tilstedeværelse bare. Jeg er nød til at komme op og af sted, ellers skal jeg også høre på stik kommentarerne i morgen. Det er typisk ”Hva så [NAVN A] din pjækrøv. Du blev godt nok hurtig rask var?” Jeg elsker Mette højt, men på det sidste har det været svært. Mette er begyndt at ryge en masse hash. Meget. Jeg har det svært med det, da jeg selv er stoppet. Det er svært at holde sig fra det, når alle mine nære venner ryger. Jeg kan ikke se nogen af dem udenfor skoletiden, da jeg ikke vil friste mig selv, så jeg sidder altid derhjemme, oftest på mit værelse da fa altid er sur. Det bliver han altid når han drikker. Jeg har heller ikke lyst til at se de andre udenfor skolen, da de typiske samtaleemner oftest omhandler rusmidler. Når endelig de siger noget fornuftigt har de sagt det mindst en gang før, men det husker de jo ikke. De tror de er så kloge. Det troede jeg også selv jeg var dengang jeg sad ligesom dem. De har jo styr på det hele.