Svanen

Det er vinter, og kulden skærer i mig som tusinder af flænsende knive. Sneen daler ned og dækker alt med et fint lag hvidt pudder. Søen er for længst frosset til, og er nu smuk og spejlblank. Luften er kold, og når jeg trækker vejret gennem næsen, skærer det i lungerne. Jeg går i et hastigt tempo rundt om søen. Mit lyse hår danser rundt om mit blege ansigt. Halstørklædet er trukket godt op om ørene, og min næse er rød af det kolde vejr. Jeg sætter mig på bænken, og tænker tilbage. Fire år tilbage, for at være helt præcis. Jeg ser mig selv, lille, og skrøbelig. Det er som at kigge i en bog. Pigen jeg ser, sidder på bænken, med benet over kors, sådan som hendes mor altid gjorde. I hånden har hun resterne af morgenbrødet fra dagen før, som er blevet tørt og kedeligt efter en dag på køkkenbordet. Hun lukker stille øjnene, og nyder fuglenes sang, og den varme vind der trækker i hende. Et smil breder sig på hendes læber, ligesom det gør nu, når hun ser tilbage på alle de sommeraftener hun har tilbragt ved søen.

Med jævne mellemrum kaster hun brødet ud til ænderne, der hugger det i sig som glubske hunde. Hun griner hver gang andrikerne slår ud med fjerene, når de ikke får noget brød. Hun tager sine sko af, og stikker de små tærer i søen, selvom hun ved at hun ikke må. Hun kigger på sine tærer, der stikker op af de grumsede vand, og da hendes blink igen søger op møder hun et syn hun ikke kender. En hvid skabning der er større end de andre ænder, og har en lang, og elegant hals. Hovedet er let bøjet ned over den prægtige hals, og øjnene sorte. De fleste vil nok synes de er tomme og dystre, men hun ser liv i dem, hun ser skønhed. Næbet er gulligt, og smukt formet med 2 sorte prikker for enden. Elegant svømmer skabningen rundt et stykke fra de andre ænder, i små cirkler, som om den kredser om noget.