En metallisk knirken vækker mig. Mørket omringer mig og jeg føler frygten og angsten helt dybt inde i maven. Jeg prøver at rejse mig op, men lænker omkring mine håndled og ankler, forhindrer mig i at røre mig.
Hvor er jeg?
Mit hoved dunker. Det føles som om der er nogen der står og banker i mit kranie inde fra. Jeg kan ikke huske hvordan jeg er havnet her, men dog… Jeg vrider og slanger mig, prøver at komme fri af mine lænker. Det laver en forfærdelig larm når lænkerne rammer stengulvet, men jeg er ligeglad. Jeg skriger og råber på hjælp, på reaktion, på menneskelig kontakt. Jeg bliver ved og ved, indtil jeg hører en stemme hvæse i mørket. ”Hold dog op tåbelige pigebarn!”
”Hallo? Er der nogen?” hvisker jeg, med en stemme fuld af angst. Inden stemmen kan svare, bliver rummet fyldt med lys.
Lyset er så skarpt, at det blænder mig og store sorte pletter begynder at danse på min hornhinde.
Imens jeg stadige er blindet, hører jeg en metallisk stemme.
”Vær hil-set. Jeg er blev-et sendt for at fø-re jer til ope-ra-tions stu-en.” Stemmen er kold og mekanisk, og da jeg langsomt får synet tilbage, ser jeg en kæmpe stor metalspand. Pludselig kan jeg huske alt.
Det er gratis at oprette en konto