Bett begrunder sine argumenter udfra historisk erfaring, hvor han siger, at folk i høj grad mener, at et system med to stormagter er det mest stabile, men at de glemmer hvor ustabilt magtbalancen var under Den Kolde Krig. Dog glemmer Bett selv en ting, nemlig at der sket store forandringer siden Den Kolde Krigs afslutning i 1989. Så store forandringer, at det nærmest ikke ville være muligt, at sammenligne det daværende system fra Den Kolde Krig med det system, der er i dag. Der er sket en stigende fornuftighed blandt store dele af verdenens befolkning, og vi har lært af vores fejl. Vi lever endda i den mest fredelige epoke hidtil. Derudover siger Bett også, at det mest stabile system – efter hans mening – ville være med en unipolær magt, men at dette ikke vil vare ved, fordi Kina er ved at blive en supermagt. Kina meget økonomisk afhængige af andre lande – herunder USA – så at kalde landet for en opkommende supermagt, ville kræve at landet ikke havde en så høj økonomisk interdependens, men derimod grunde i noget mere selvstændighed. Hvis tilfældet skulle være, og Kina kunne udvikle sig til en ny supermagt, ville det hverken være i USA’s eller Kinas interesse at bekrige hinanden. De ville ikke have råd til at gå i krig med hinanden, da dette ville føre til et tab af ressourcer. Hvis en konflikt endelig skulle bryde ud, ville man nå at stoppe den inden den udviklede sig til en krig. En krig følger som sagt med masser af skader, og for at forhindre dette, er de to stormagter så fornuftige, at de vil forhandle sig til en løsning, fremfor at skulle bombe konflikten væk.
Det er gratis at oprette en konto