"Sofie har det rigtig svært lige nu. Hendes hormoner racer, og med en far der drikker og en handicappet bror, er det også svært," Lægen holder en lang pause, og siger: "Jeg forslår, i tager hende til en psykolog."
Igennem sprækken i døren kan jeg lige se et snit af lægen, og min mor der sidder krympet sammen i stolen. Så retter min mor sig op, og siger: "Hvis det er det, der skal til, for at Sofie kan styre sin aggressivitet, så er det det, vi gør!" Hun rejser sig derefter op, og giver lægen hånden: "Tak for hjælpen." Og lægen nikker.
Jeg skynder mig at rejse mig op, og går med hastige skridt hen mod stolen, som står helt henne i den anden ende. Åndsvagt. At den står helt derhenne. Med det samme jeg sætter mig på stolen, åbner døren, og min mor går hen i mod mig. Hun er fjern i blikket, og jeg kan se på hende, fra lang afstand at alt ikke er, som det plejer. "Kom," Er alt, hun siger.
Derhjemme er alt til gengæld, som det plejer. Min far er fuld som altid, og min bror kæmper en kamp for at få spist sin leverpostejmad. Jeg sætter mig bare ind på mit værelse. Hvorfor? Hvorfor er det mig, der skal have en total hjernedød familie?
Det er gratis at oprette en konto