Det er det her, jeg vælger at vise her. Mig, der råbende og banende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.Ser I de to ambunlancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne.Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: "Så nu er den gal igen derinde". Og se lige min mor!Hun havde jo fået et stort hul på panden. Nogle gange tænkte jeg, at hun havde godt af det, men andre gange fik jeg ondt af hende. Flere gange har jeg tænkt på hvorfor jeg ikke havde en helt almindelig familie ligesom alle de andre fra min klasse. Jeg har aldrig haft en lille plads i denne verden. Min mor løb råbende ved siden af mig. Hun blev ved med at råbe mit navn. Jeg kunne knapt nok svare hende så meget sprællede jeg, endnu en gang har jeg skulle flove mig for naboerne. De har altid haft et dårligt indtryk af min familie hvis man kan kalde det for familie. Det var ikke første gang jeg havde fået slag af min stedfar. Han havde altid behandlet mig som sin hund. Jeg har tit grædt over min fars død, hvis han havde levet nu, havde jeg ikke lagt på denne ambulancebåre med en sprællende krop. Jeg så min mor i øjnene og pludselig var jeg væk. Der jeg åbnede mine øjne lå jeg på en seng på hospitalet og min mor på sengen ved siden af mig. Hun havde blå mærker hele vejen ned ad sin krop. En læge kom brasende ind ad døren. Jeg følte det var min stedfar, der kom brasende ind. Lægen kiggede medlidenhed på mig, det irriterede mig, at jeg altid skulle være den man havde ondt af. Jeg smilte til lægen, og spurgte om jeg ikke snart måtte komme hjem igen. Han nikkede: ”det kan du tro, at du ikke må” sagde han. Jeg så på min mor igen, for hver gang jeg kiggede på hende gjorde det mig ondt, at jeg ikke kunne klare det. Jeg rejste mig op og havde så mange smerter. Langsomt tog jeg mit tøj på og gik ud af døren. Jeg kunne ikke få mig til at forlade min mor der, men noget måtte ske nu.
Det er gratis at oprette en konto