Endelig lander vi i Kastrup. Det tog ikke så lang tid. For en gangs skyld brokkede Nanna sig ikke. Til gengæld lå hun og snorkede hele vejen, og savlede oven i købet på min skulder. Klamt!
Jeg kigger på himlen. Stjernerne glimter. Stjernerne har hjulpet mig. Sofie kommer og henter os. Det regner jeg da med. Hun har sgu også så travlt hele tiden.
Endelig kommer hun. Hun virker glad for at se os, og giver Nanna et stort knus. ”Hej med jer!” siger Sofie til os. ”Heeej”, råber Nanna og giver hende endnu et knus. Jeg står lidt i baggrunden, og smiler skævt til hende. ”Hvad er der med ham?” kan jeg høre Sofie spørge Nanna. ”Han er en dreng. Han er bare mærkelig”, hvisker Nanna. Som om jeg ikke kan høre det.
***
Da vi kommer hjem til hende, er der ingen hjemme. Jeg havde regnet med, at Morten var der. De går altid sammen, som var de siamesiske. Men Sofie fortæller, at de holder pause. Underligt. Jeg kommer pludselig til at tænke på Roisin igen. Det er ligesom hun er overalt. Jeg lukker øjnene, og forestiller, at hun er lige foran mig. Hun hvisker noget, men jeg kan ikke høre det. Jeg ligger mig ned på sofaen, og lukker omverdenen ude. Nu er den kun hende og jeg. Hun er min Roisin. Min lille rose. Hun danser foran mig, og siger noget. Hun.. Jeg tror hun siger.. ”Ste-en! Jeg skal se Beverly!” Selvfølgelig. Nanna afbryder mig i min drøm. ”Så gå dog ind i soveværelset, og se det der!” råber jeg. ”Og desuden har du sgu da set det 100 gange. Mindst!” råber jeg derefter.
Det er gratis at oprette en konto