”Hvis man venter for længe med at tage det næste skridt, risikerer man at leve resten af livet på ét ben”
u når man står her på Storebæltsbroen som blev bygget for 16 år siden, og man har været vant til de høje lyde. Ingen biler, ingen toge, intet er, som det plejer. Kun en lang række unge mennesker står kigger, deres blik er tomme, de er bange, kroppene synes magre.
De står og venter på, at de kan komme op til afhøring. Afhøringen går ud på, at det er raske børn, som kun må komme med på skibet. Det er Brian Hansen, som afhører dem - en skallet mand, en mand i sin bedste alder. Det er både kvinder og mænd, som bliver afhørt. De er alle under 25. Deres øjne er forvirrede. Det er tydeligt, at de ikke ved, hvad der foregår.
Fotogarf. Hans Pedersen
– Hvor sidder hjertet? spørger han to unge drenge, som skal med færgen. De ved tydeligvis ikke, hvad der foregår. -Hvad er hovedstaden i Frankrig? spørger han igen, drengene ser stadig ligeså forvirrerede ud som før. –Vi er ved at skille de gale fra de normale. Kun folk, der kan svare på, hvor hjertet sidder, kan komme med, fortæller Brian de to unge drenge. De ånder lettede op, og svarer på hans spørgsmål. –Vi troede, at han ville gøre os noget, siger Steff Hansen, som er på vej med færgen. Færgen er som alle andre færger, hvid og stor.
Det er gratis at oprette en konto