Dagen startede som de andre dage i lejeren, solen stod højt og de kampklare soldater vrimlede overv alt. Klokken blev hurtig 08:00 og vi skulle ud på vores patrulje og være klar. Men i dag havde jeg det mærkeligt, jeg følte mig troede på livet, men af hvad ved jeg ikke. Mine tanker fungerer ikke ordentlig mere, jeg har oplevet for meget hernede, alle sagde det også til mig enden jeg tog af sted ”Michael, du skal ikke tage til Afghanistan. Tænk på dine børn”. Jeg tænkte mig ikke om.. Jeg sagde ikke meget i dag, jeg sad bare i patruljebilen og kiggede ud på de store sletter. Det var stille udenfor i forhold til hvad der plejer at være på denne her tid, alting var så mærkeligt. Jeg følte en trang til at råbe, gi et kæmpe brøl fra mig så mine følelser kunne komme ud og trække vejret.
Solen stod meget klart og der duftede varmt udenfor, vi var nogle biler der var af sted på patrulje, 3 styks for at være præcis. Klokken blev 15:00 og min frygt var ved at aftage, da dagen ikke havde vist de store udformninger, Men jeg følte det stadig for stille omkring mig. Pludselig stopper patruljebilen op foran os, to mand lå midt ude på vejen den ene et par meter bag den anden. Vi gik ud af bilen og hen til de to mænd på
Det er gratis at oprette en konto