Thomas Kingos dualistiske verdensopfattelse

I dag mener mange folk, at man skal leve i nuet og nyde livet. Men alligevel lever vi et meget overfladisk liv. Så hvad er det egentlig vi tror på? Hvornår er det at ens rigtige liv begynder? Måske er der rent faktisk en bedre verden på den anden side af livet, og det er det, Kingo vil fortælle.

Thomas Kingo var en salmedigter fra Barokken. Han gjorde meget brug af antiteser i sine samler. De handler for det meste om livets gang, hvor der både er glæde og sorg, liv og død, og så handler de også om den dualistiske verdensopfattelse, der var under Barokken. ”Dualisme kommer af det latinske ord duo, som betyder to. Dualisme betegner den anskuelse, at to modsatte principper gør sig gældende og kæmper indbyrdes i verden og i mennesket.” Altså man mente, at der fandtes to verdener, som stod i modsætning til hinanden. Verdenen var todelt mellem himmel og jord, og troen under Barokken var, at der var et bedre liv efter livet på jorden, og det var målet.

Kingos ”Keed af verden, kier af Himmelen” afspejler det dualistiske verdenssyn. Fra strofe 1-8 fortæller han om livet på Jorden. Han ender hver strofe med at skrive ”Forfængelighed, Forfængelighed”, hvilket kan henføres til forgængelighed, som betyder at man før eller siden skal dø. I stroferne beskriver han livet på jorden, som noget negativt, meningsløst og tomt, og han udtrykker, hvor besværligt det jordiske liv er i modsætning til livet i himlen.