Digtet ’Det døende barn’, skrevet af HC. Andersen, omhandler et døende barn og barnets og morens syn på døden, set fra barnets syn. Digtet er skrevet under romantikken i 1827 og hører derfor under delperioden Romantisme set fra et litteraturhistorisk synspunkt. Romantismen varede fra 1824-1850. Det guddommelige blev nuanceret, og det var blandt andet det guddommelige og gud som overhoved der var i fokus. Fokusområdet var sammenhængskraften mellem det guddommelige som en redning for de fattige og det kommer i en stor grad til udtryk i digtet.
Analyse og fortolkning
Digtet er i stor grad præget af stilistiske virkemidler. Forestillingen om det guddommelige som en trøst for de fattige kommer til udtryk ved hjælp af metaforer og allitterationer så som symboler.
Digtet rummer metaforer som blandt andet udtrykker fare, guddommelighed, kulde og fattigdom. Faren og fattigdommen kommer blandt andet til udtryk på linje 5 ’Her er koldt og ude stormen truer’ hvor verset giver en forestilling om et utæt hus med fare for at dø af kulde. Stormen er en metafor for at døden trænger ind. At stormen truer kan tolkes som en personifikation, idet den bliver personlig og rummer menneskelige egenskaber idet fortælleren tillægger den menneskelige relationer og egenskaber.
Det er gratis at oprette en konto