Thomas Kingo (1634-1703) var en af Danmarks største barokdigtere. Han blev i 1677 udnævnt til biskop i fyns stift af daværende regent Kong Christian V. I det følgende vil jeg kronologisk beskæftige mig med hans digt ”Hver har sin skæbne” fra 1681 og karakterisere tekstens stil og tema og det virkelighedsbillede, den præsenteres i. Denne salme beskriver Kingos utryghed ved verdens uforudsigelige foranderlighed.
Digtet består af 8 strofer med 7 vers. Hver strofe er opdelt efter et fire/tre vers system. De fire første vers består henholdsvis af et langt vers, efterfulgt af et kort vers, langt vers, kort vers, og de sidste tre vers er henholdsvis et kortere vers, samme længde vers og til sidst et langt vers. De fire første vers handler altid om jorden og de tre sidste om himlen. De tre sidste vers om himlen er yderligere opdelt i de to første vers hvor der tales om himlen med jordisk sprog, og så kommer der tilslut det sidste lange vers, hvor himlen gentages i alle strofer. Himlen beskrives som ene salighed fuld og lyksalighedens strand, hvilket vil sige, at godt nok er jorden et godt sted at leve, men i himlen er der bedre. Det vil sige, at himlen er det, som er omdrejningspunktet, og som tidligere nævnt, det endegyldige mål. Ved opbygning af strofer på denne fire/tre deling, jord/himmel, fremhæves det dermed kraftigt, at himlen er det eneste, man skal stræbe efter/ledes hen til.
Det er gratis at oprette en konto