Som du nok ved, så ville Jacob og jeg prøve at finde lykken i Amerika. Han var så heldig at komme med Titanic. Han rejste derfor i forvejen. Jeg fik et telegram, hvor han fortalte at alt gik vel. Jeg blev inderligt glad, sådan at høre at han havde det godt. Han fortalte at han hyggede sig, og at det var et godt rejseselvskab. Jeg glædede mig virkeligt til at se ham igen.
Som du nok har bemærket skriver jeg i datid……….
Der skete det at få timer efter jeg fik telegrammet, synker Titanic. Skibet der ikke kunne synke, sank. De har fundet hans lig og han bliver sendt hjem til Danmark. Og den 3. juni bliver han bisat på assistens kirkegård. Det ville være rart at se dig, til bisættelsen.
Du må forstå (og det gør du mok også) at det er en svær tid for mig. Men jeg skal igennem den, med så meget opbagning som muligt. Det ville betyde meget hvis du tager dette for alvor og kontakter mig, da jeg ikke rigtigt har andre at snakke med. Jeg skal lige bearbejde hvad der er sket, i mit hoved.
Jeg tager ikke til Amerika alligevel som det ser ud lige i øjeblikket. Ikke efter alt hvad der er sket… det er jo på en måde min skyld. Hvis bare jeg havde sagt nej, var alt dette ikke sket og Jacob havde stadig levet. Ja, nu siger du sikkert som alle andre: det er ikke din skyld, du kunne jo ikke vide det ville ske. Men jeg har stadig skyldfølelse. Jeg kunne have sagt nej til at rejse hver for sig. Men det gjorde jeg ikke.
Det er gratis at oprette en konto