Kærlighed og frihed i Rom

Jeg husker tydeligt, da jeg så ham første gang. Han havde mellemlangt, sort hår og var iført de fineste klæder. Den vidunderlige følelse jeg fik i maven fra første øjekast, var ubeskrivelig. Da fandt jeg for første gang ud af, hvad kærlighed i virkeligheden var.

En varm sommeraften var min mand, min søster Vera og jeg på dette hyggelige osteria i Italien. Det lignede nærmest en kirke, bare mindre. Vi satte os ved et tilfældigt bord. Bordet var dækket af en stor hvid dug, som nåede helt ned til gulvet. Vi bestilte vores mad og en kande rødvin, og snakken gik derud af. Lige indtil jeg fik øje på den yndigste mand, jeg nogensinde havde set. Hans tænder var kridhvide, og han havde de smukkeste brune øjne. Han gengældte mit blik, og fastholdte det. Det føltes som flere timer, men det varede kun nogle få sekunder. Vera opdagede hurtigt, hvor jeg kiggede hen og puffede til mig med foden. Jeg kiggede spørgende på hende, og opdagede de begge kiggede på mig. Henry kiggede over på den yndige mand med et vredt blik. Da Henry var hidset lidt ned, snakkede vi videre og opførte os som om intet var hændt. Han kom hele tiden med spydige kommentarer til, hvad jeg sagde, eller hvad jeg gjorde. Henry havde altid været lidt af en voldelig mand. Han slog mig tit. Jeg havde egentlig aldrig været helt lykkelig sammen med ham. Pludselig sad jeg i mine egne tanker og havde ikke tænkt over, at jeg sad og rodede i maden med gaflen. Henry blev så rasende, at han rejste sig op og tog hårdt fat omkring mine arme og løftede mig op. Hans vrede ansigt gjorde mig bange. Vera råbte, at han skulle slippe mig, men uden held. Til sidst kom en mand hen, og tog fat i Henry. Jeg kunne ikke se hans ansigt. Han fik ham til at slippe mig. Da jeg kom til mig selv igen, og jeg ville takke manden, var han allerede væk. Jeg gik ud på toilettet for at få et pusterum, og lige da jeg kom derud, mødte jeg ham igen, den yndige mand. Han fortalte, at det var ham, som havde hjulpet mig. Jeg kunne ikke samle mine følelser og havde svært ved at få et ord ud af min mund. Jeg smilede til ham. Han tog et stykke papir op af lommen og skrev en lille seddel til mig, hvorpå der stod ”Meet me at The Spanish Steps in Rome tomorrow at 3pm, - Carlo”