Forundringer

Et livsråd er et råd, der giver os mulighed for tænke over livet. Det er med til, at få en til at overveje noget, som ikke var planlagt fra begyndelsen af. Jeg mener, at et godt råd sætter sig fast i ens tankegang. En professor i formel filosofi, ved navn Vincent F. Hendricks mener, at vi i denne verden skal gøre en forskel, som menneske. Han mener, at vi skal gribe fat i de muligheder, der kommer imod os. Dog må det ikke være på bekostning af andre. Det får mig til at tænke, hvad mener han, når han siger på bekostning af andre? Hvis jeg en dag får chancen, for at komme ud i verden og opleve noget, men herhjemme er der mennesker, som er afhængige af min tilstedeværelse, bør jeg så lægge mig selv til side? Bør jeg i den sammenhæng, holde mig væk fra noget, der gør mig mere lykkelig? Det får mig til at undre mig over, om der er en måde, hvor man kan gå på kompromis. Hvis jeg f.eks. forkorter min tur, er det så ganske vist, at jeg tager afsted? Er det med til at gøre situationen bedre? Man vil jo nødigt lade dem, man holder af i stikken. Men jeg mener, at det til tider er acceptabelt, bare at tænke på sig selv. Man kan ikke tilfredsstille alle, og på en eller anden måde er det også helt okay. Vincent F. Hendricks fortæller også, at “hårdt arbejde er stærkt undervurderet i disse dage”. Hvornår kan man sikre sig, at man faktisk har arbejdet hårdt? Hvad nu, hvis man inde i sig selv fastholder den tanke, at man virkelig har gjort en stor indsats, men man i virkeligheden har underpræsteret. I skolen er det læreren der afgører det, og på arbejdspladsen er det chefen. Hvis ens præstation er dårligere på skolen eller arbejdspladsen, gør det det så i orden, at man udviser bedre optræden derhjemme? Eller er det vigtigt at give et godt indtryk for øjnene af overhovedet? Altså, hvad gør man, hvis man ikke kan udvise sit fulde potentiale foran lederen, men man kan alligevel fremkomme med et godt produkt i sidste ende? Hvad jeg undrer mig over er, hvornår har man gjort nok? Et godt råd her er, at man ikke skal håbe for det, mere end man har arbejdet for det. Hvis man tænker sig grundigt om, så kan man godt selv afgøre, hvor hårdt man har arbejdet. Bjørn Nørgaard, som er billedkunstner siger noget, som faktisk gør et indtryk på mig. “Ligegyldigt hvor digital verden er blevet, så bliver I ved med at have en krop, som I har arme og ben.” Bjørn Nørgaard forsøger at fortælle os, at verden vil blive ved med at ændre sig. Men at så længe menneskene bliver ved med at reproducere, så vil der stadig komme personer med to arme og to ben. Han siger, at vi ikke skal give os selv helt til den virtuelle verden, da det ikke er den sande virkelighed. Det er jeg enig i, da jeg føler, at vi som denne generation er stærkt afhængige af vores elektroniske apparater. Han forklarer også hvilke udfordringer, vi unge kommer til at stå over for i fremtiden. Han mener, at vi skal være i stand til forene teknologien og jordens begrænsninger. Han nævner jorden og naturen. Derfor føler jeg, at han beder os om, at være mere miljøbevidste. Vi skal bruge teknologien til et godt formål. Lade vores jordklode gavne af den. “Til dem, som finder ud af, at de måske ikke skulle have været i gymnasiet i første omgang, så er det altså ingen skam at finde ud af, at man hellere vil lave noget andet.” Dette er en kommentar fra skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof. Denne kommentar fanger min opmærksomhed, fordi at det har været en tideligere debat inde i vores klasse. Debatten handlede om, at der er flere overvejelser at vælge imellem, udover gymnasiet. Det var en meget øjenåbnende tid. Som Hella Joof for1 ud af 2