Magneter har været kendt siden oldtiden og anvendes til bl.a. kompasser. En magnet er et jernstykke eller et andet materiale, som kan tiltrække eller frastøde andre ligenede ting i nærheden. Hvis man hænger en magnet op i en systråd, vil dens nordpol pege mod den geografiske nordpol, mens den anden ende vil pege mod den geografiske sydpol. Og det gør det fordi, at selve jorden virker som en stor magnet. En magnet har kun/altid to poler, som kaldes en nordpol og en sydpol. To forskellige poler vil tiltrække hinanden og to poler vil frastøde hinanden. Magneter består af jernoxid og har den kemiske betegnelse Fe3O4. En magnet tiltrækker grundstofferne jern, nikkel og kobolt samt de lanthanider, som har grundstofnumre fra 58 til 71. For at to magneter skal tiltrække eller frastøde hinanden, så skal der være en magnetisk kraft. Man kan mærke kræfterne fra to stangmagneter, ved at bevæge polerne mod hinanden. Selvom man kan mærke denne kraft fra de to stangmagneter, så kan man ikke se den. Hvis man lægger en stangmagnet på bordet og drysser jernfilspåner ud omkring magneten, kan man se, i hvilken retning den magnetiske kraft virker. Hvis man fx slår med en hammer på en magnet eller varmer den kraftigt op, vil magneten miste sit magnetisme. Det kan forklares med at der bliver tilføjet termisk energi, som får elektronerne til at komme i uorden og spinne i tilfælde retninger. Temperaturen, hvor magneten mister sin magnetisme, kaldes for curietemperaturen og er 770 o C for jern.
Det er gratis at oprette en konto