Det Sidste Hjerteslag

Det har sneet hele natten, og vejen er meget glat, hvilket gør det svært, at køre i en lige linje på vejen. Jonas sidder ved siden af mig på forsædet, min elskede Jonas, som også er min kæreste.“Thinking Out Loud” kommer på radioen så jeg skruer op for radioen (det er jo vores sang), og kigger på klokken; tænk at den allerede er 01:07. Det næste jeg ser og hører er lyden af jonas der råber “pas på!” og et skarpt lys der blænder mig. Alt bliver sort. Vi var kørt ind i en anden bil der var kørt i den forkerte vejbane. Det næste jeg ser er et lys der minder om det jeg så før ved uheldet, der igen blænder mig, denne gang er det heldigvis bare en læge, og min mor der holder min hånd, og græder “Du er i live! Jeg troede du var død, og at jeg skulle miste dig”. Jeg spørger hvor Jonas er. hun siger at han har slået hul i hovedet og at hans lunge er punkteret, men lægerne siger at der er 70% chance for at han overlever, men de gør alt hvad de kan. Det får mig til at græde, når jeg tænker på, at jeg måske har slået min egen kæreste ihjel, som jeg ligger og græder hører jeg en masse læger storme ind på hospitalsstuen, hans hjerte måler er holdt op med at bippe, og lægerne begynder at give ham hjertemassage og giver ham stød med en defibrillator. Stregen på hjerte måleren bliver langsomt flad, det er hans sidste hjerteslag, min Jonas’ allersidste hjerteslag. Den Jonas der altid var der for mig, den jonas der kunne høre på “Thinking Out Loud” i flere timer med mig på repeat uden nogensinde at blive træt af den, Jonas der kunne kigge ind i mine øjne som ingen andre, er nu død, på grund af mig, fordi at jeg havde slået ham ihjel, jeg havde slået min Jonas ihjel, og nu lå jeg bare der på min hospitalsseng og kiggede på at hans hjerte der slog sit sidste slag, kiggede på ham dø, og kunne ikke gøre noget. Nu ligger jeg bare her og græder, og græder, og græder. I mellemtiden er min mor kommet ind på stuen igen, og sætter sig ved min seng og stryger mig på panden, og prøver at trøste mig. Hun hjælper mig med at komme op og stå, så jeg kan komme over til hans seng og mærke hans hånd en sidste gang, jeg kysser blidt hans pande og græder en tåre ned på hans blege kind. Begravelsen er det værste af det hele, han har åben kiste og jeg havde hjulpet med at vælge hans jakkesæt og købt en lille blomst, der matchede den, der sidder i mit jakkesæt. Nu er det min tur til at tale, “nu vil Kasper, kæreste og ven til Jonas tage ordet og sige lidt til ære for Jonas” det hele er så uvirkeligt og underligt, som om han ikke rigtig er død, som om han bare lige gik i to minutter, og kommer tilbage om lidt, eller at han lige pludselig springer op af kisten og siger “ha! Der fik jeg jer!” og det er først, når jeg står der, og skal til at tale, at det hele går op for mig, hvor meget jeg savner ham, og at han er død, og jeg aldrig får ham at se igen.