Jeg har lige set dokumentaren ”Mine sidste 100 dage.” Dokumentaren handler om Theresa Bagges sidste tid her på jorden. I starten hører man hende sige, at det er hende der ligger i kisten, og er død. Dokumentaren starter hårdt ud, og jo mere man ser af dokumentaren, kan man også høre hvor ”nemt”, det bliver for hende at snakke om døden. Det kan godt lyde barsk og hårdt, med alt det hun har været igennem. Hendes mand Michael og hende selv Theresa, har forberedt deres børn, venner og familie på, at hun snart ville dø. Hun læser en bog med hendes børn, som handler om de kræftceller der er inde i hende, og som er igang med at æde hende op. Hendes børn er meget forstående, hvad angår kræft og hendes død.
Jeg synes, at det helt forfærdeligt, at hun har kæmpet imod kræften i 2,5 år, før afsnittet bliver vist. Det virkelig fangende og rørende de billeder der bliver vist, hvor man kan se hvordan hun så ud inden hun fik kræft. Men selvom man ser billeder, fra da hun fik kræft, kan man stadig se, at hun er glad, og har et smil på læben. Det synes jeg siger næsten det hele. Hun har ikke opgivet håbet om dræbe kræften, men fighter videre. Uanset om man ser billeder før eller efter kræften, så kan man se hun smiler, og er glad. Hun er livsglad, og hun har en dejlig familie, med en dejlig mand, og nogle dejlige søde børn.
Det er gratis at oprette en konto