JEG FORESTILLER MIG, at når jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker af is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at også jeg stivner: et sekund, et minut – længere. Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som endeløs, men som senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund. Markerne bliver til skyer – på et tidspunkt – puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi igennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu en gang undrer jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt. I luften, i flyet, på vej. Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene. Det er dét ord, der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig. Det er måske ikke så svært: at gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig. Jeg står nu i lufthavnen i Grønland og er netop gået af flyet jeg har min bagage med mig, jeg ser en lille café hvor der på et skilt står ”Kaffe til turen”, jeg ser mig rundt i lufthavnen, menneskerne vrimler omkring mig jeg bevæger mig langsomt hen til den lille café, da jeg kommer ind ser jeg et par mennesker som også sidder med deres bagage de er sikkert også på ferie. Jeg kigger stadig og ser lige pludselig to ældre herrer som sidder og spiller kort. Jeg sætter mig ned i den røde og bløde sofa, så kommer der så en servitrice hen til mig og spørger hvad jeg godt kunne tænke mig,
Det er gratis at oprette en konto