Bogen handler om en pige der hedder Liv. Hele bogens handling, er et brev som hun skriver til en af hendes løbevenner Sebastian, han havde tidligere sendt et brev til hende hvor der bl.a. stod at han gerne ville lære hende bedre at kende. Hun har en spiseforstyrrelse. Efter hendes søsters død, ender Liv ud i et kontrolhelvede, som nær havde kostet hende livet. Efter hun blev indlagt på et hospital, kommer hun hen på Slusegården, et sted for problemfyldte unge. Der møder Liv sin ultimative modsætning punker og cutterpigen Nickie, trods deres forskelligheder formår de at få bygget et stærkt og velfungerende forhold op. Både Nickie og Liv, har svært ved at snakke med de andre piger på hjemmet, så de finder glæde ved hinandens selskab. Primært følger man hendes vej til igen at få appetit på livet. Under opholdet falder de løse brikker på plads i takt med, at vægten stiger. Hun finder ud af, at det kan være til nytte at lade folk komme tæt på sig, overskride grænser og begynder til sidst at være en del af livet igen.
Personkarakteristik:
Hovedperson: Bogens hovedperson hedder Liv. ”Jeg er Liv, men kunne ligeså godt være død. Det var i hvert fald hvad lægerne på hospitalet sagde dengang i vinter efter den løbetur, som du og alle andre i klubben sikkert har hørt en masse om. Jeg er seksten år. Jeg er født i skyttens tegn, bliver sytten d. 3. december. Jeg er Liv, og tak, jeg kender skam samtlige jokes, der kan laves over mit navn ”Få dig et liv, Liv.” Og så videre. En del af mig synes, at jeg er for tyk. Men jeg skal blive endnu tykkere. Det står der i den kontrakt, jeg har indgået med Asger. Asger er min terapeut her på Slusegården. Min terapeut. Slusegården er et sted for unge piger, der har brug for hjælp – hjælp til at blive sluset tilbage til livet. Jeg måler 165 i strømpefødder og bruger størrelse 37 i sko. Jeg har været her på Slusegården siden marts. Jeg skal nok snart hjem. Jeg vejede 41,5 kg, da jeg kom. Nu vejer jeg 47,3, og jeg skal op på endnu mere: Min ”målvægt” (det kalder de det) hedder 50. Jeg har grågrønne øjne; grumsede, nærmest. Mit hår er lyst på en kedelig måde med et skær af rødt – ”mistænkeligt blondt”, kalder en af mine gamle tanter det. Mine tænder er skæve, trods tre år med bøjle. Næsen er for spids. Kroppen har jeg gemt væk under striktrøjen og de posede bukser. Men mine hænder går an, fingrene er bare lidt for korte. Min søster var smuk. Modelsmuk. Til afgangsprøven for et år siden fik jeg et snit på 10.9. Og en præmie for ”udvist flid i alle fag”. I løbeklubben nåede jeg ned på 39.17 på de ti kilometer, men det ved du jo alt om. Mine yndlingsbands er Evanescene og Portishead. Evanescene fandt jeg selv. Portishead har jeg arvet efter Stella, min søster. Jeg nåede at gå fem måneder i gymnasiet. Mine karakter raslede ned. Min søster betød meget for mig. Eller betyder. Betød og betyder. Jeg er begyndt at løbe lidt igen. En lille runde på sølle 3.5 km, og jeg tager ikke tid. Det er en del af kontrakten: Jeg må ikke presse mig selv, ikke overmotionere. Jeg skal ”aflære mine uhensigtsmæssige kontrolmekanis-mer”. Jeg er skarp til det med kontrol, og jeg har været endnu skarpere. Selvkontrol, altså. Styr på Liv. Til august starter jeg forfra med 1.g. Hvis jeg er klar til det. Jeg er for tyk, jeg er smælderfed, en uformelig klump på syvogfyrre-komma-tre. Jeg er for tynd, en skinny minusbrystpige på
Det er gratis at oprette en konto